Kører din kommunikation på skinner?

Sociale medier er stadig spydspids i udviklingen af de flestes digitale kommunikation. Og fokus på digitale touchpoints giver ualmindeligt god mening, men glem ikke at arbejde med forbindelsen mellem din online og offline kommunikationsindsats.

 

Relationen mellem kunder og virksomheder vrides rundt og vendes på hovedet i disse år. Den digitale udvikling sætter helt nye standarder for måden, vi samarbejder og kommunikerer på. Dette fører til to store udfordringer: Hvordan tilrettelægger du dit indhold, så det målrettes de enkelte digitale platforme, og hvordan skaber du forbindelse mellem online og offline.

 

Kommunikation på tværs af platforme

Forskellige medier kan forskellige ting og giver forskellige muligheder for at arbejde og målrette din kommunikation. Det lyder simpelt, og det er det i princippet også, men rigtig mange har stadig slået automatpiloten til, og glemmer at tilpasse deres indhold, ja endda den sociale tilstedeværelse i det hele taget.

Derfor: Definer dit formål til den enkelte platform, og gør det klart, hvordan sociale medier, website, nyhedsbreve mv. bedst supplerer hinanden og møder dine kunders interesser på tværs af kanaler.

  • Hvorfor er du på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn, Google+, Snapchat mv.?
  • Hvordan får du mest ud af de enkelte medier, og hvad vil du gerne kommunikere?
  • Hvem vil du gerne tale med? Brand-ambassadører, nye kunder, stakeholders?
  • Hvordan kan du tilpasse og frame dit indhold på tværs af kanaler?

For at lykkes på det sidste punkt skal du have tjek på de første. Indholdstyper og posting-frekvens varierer selvsagt – cross posting er og bliver et bandeord.

Læs også: Genskab dit indhold

 

Mix offline og online

Sociale medier giver uendelig mange muligheder for at komme i dialog med kunder og interessenter, lytte til deres behov og lære din virksomheds begrænsninger og muligheder at kende udefra. Men der er stadig en verden uden for den digitale virkelighed, som også kræver din opmærksomhed. Og heldigvis bliver det stadig lettere at skabe forbindelse mellem offline og online værdiskabelse. Hvor de mystiske qr-koder slap, har hashtags taget over som en hjælpende hånd.

Samtidig er de mange muligheder med lokationsbaseret kommunikation begyndt at vise nye veje for at arbejde mere kreativt med kommunikation på tværs af digitale platforme og den analoge verden. Især i forbindelse med events, koncerter og lignende er der mange oplagte muligheder for at forlænge oplevelsen digitalt – ja, faktisk sker det jo af sig selv; vi live-tweeter på Twitter, poster billeder på Instagram og så videre. Spørgsmålet er, om du er tunet til at drage fordel af det indhold der deles, og gribe muligheden for dialog og brugergenereret brand value.

Læs også: Planlæg din event-kommunikation

 

Gentænk dine kommunikationsplatforme

Det er en god ide jævnligt at gentænke din kommunikationsindsats. Især den digitale udvikling går stærkt – hvad der var smart for et halvt år siden, kan meget vel være forældet i dag. Udfordringen er altid at holde fokus på formål, og inddrage de kommunikationskanaler, online som offline, der bedst understøtter målsætningerne. Kort sagt: Sørg for jævnligt at trimme din kommunikationsindsats, fx ved at overveje følgende:

  • Hvor er din målgruppe – og har den flyttet sig?
    Her er digital monitorering en stor hjælp til at følge med i, hvem der taler om dit brand, og hvor de taler.
  • Hvordan kan du styrke synergien mellem digitale platforme?
    Dine brand values skal skinne klart igennem på tværs af medier, og samtidig tilpasses de enkelte platformes tone of voice.
  • Hvor ligger den digitale frontlinje?
    Du behøver ikke nødvendigvis at være digital first mover, men du skal have overblik over, hvilken vej udviklingen går.
  • Er der balance mellem offline og online indhold?
    Er det tid til at opprioritere din digitale kommunikation, og hvordan kan du knytte offline og online bedre sammen?

 

Oprindeligt udgivet på spacey.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *